søndag den 15. januar 2017

Tror svaret er ja

Når man helt uden at opdage det, ender med at fejre sin første måned som mand og kone med at spise frokost i en pølsevogn, gå i netto på vej hjem, tømme grøntsagskuffen ud på en tærtebund, se Arvingerne (er ikke helt overbevist, men vil så gerne elske det ligesom dengang i 1. sæson) og spise flødeboller i sofaen mens man ser 21 Søndag. 

Har man så bestået Hr. og Fru Danmark testen?



Work-life-blablablalance

Lige for tiden befinder jeg mig i et mærkeligt vacuum som er opstået mellem ikke at have et fast arbejde, og at skulle føde en baby om 3 måneder. Og da jeg endnu ikke har haft held med at overbevise en arbejdsgiver, om at ansætte mig inkl. tyk mave (var til et par samtaler, da jeg var gravid med Kurt), har jeg besluttet mig for at udnytte tiden mellem jobansøgningerne, til at prøve at få lidt styr på, hvad jeg egentlig vil i mit arbejdsliv.

Hvis jeg er heldig har jeg et par modeljobs om måneden og så laver jeg en gang i mellem opgaver som freelance servicedesigner. I de måneder hvor jeg ikke tjener nok, får jeg supplerende dagpenge. Vi svømmer ikke i penge herhjemme, men vi har det godt. Og ofte har jeg mulighed for at hente Kurt klokken 15.00, eller endda tage en hjemmedag, hvis vi har lyst til det.

Det virker umiddelbart enormt taknemmeligt, men der vil altid være en ambitiøs, habitklædt powerwoman, som sidder på min skulder og ser ned på mig og mit nattøj med rullende øjne og spørger hvornår jeg egentlig har tænkt mig at tage mig sammen, og få et rigtigt arbejde?

Faktum er bare at det helt ærligt, og jeg har altså prøvet i 3 år nu, har vist sig at være virkelig svært for mig at få et fast job. Jeg er åbenbart bare ikke typen man ansætter. Og i de 2 perioder jeg har arbejdet fuldtid, siden jeg fik Kurt, har jeg desuden virkelig skulle vænne mig til tanken om at stå der i et proppet tog, på vej hjem klokken 17.00, dag ud og dag ind, sammen med alle de andre forældre for lige at nå at se sine overtrætte småbørn, inden de skvatter omkuld.

At være gravid og arbejdsløs, får mig til at tænke på dengang min søster som teenager cyklede hjem ad en motorvej. Så stod hun pludselig der, ude i midterrabatten på E47 med sin cykel, og tænkte "Er det her endnu en af de der ting, der kun sker for mig?"

Jeg føler lidt at jeg står der ude i den midterrabat lige nu. For selvom jeg hele tiden hører om andre gravide der ikke kan få job eller bliver fyret. Og selvom jeg endda engang i mellem også spotter en enkelt, til mine A-kasse møder (hvor vi sidder og kigger rundt på hinanden, samtidig med at vi ser meget travle og vigtige ud) så kan jeg ikke lade være med at føle, at der er et karrieretog med alle mine fellow powermoms ombord, og jeg står som den eneste tilbage, på perronen og kigger på, at det suser forbi.

Samtidig kender jeg efterhånden så mange nybagte mødre som går ned med stress når de kommer tilbage på deres fuldtidsjob efter barsel, at jeg ikke kan lade være med at tænke, om det virkelig er os der er noget galt med? Eller om det bare ikke er meningen at man skal kunne passe to fuldtidsstillinger samtidig med at man har små børn. Det er i hvert fald en ligning jeg har svært ved at få til at gå op.

En af de karrierekvinder jeg ser op til, Michelle Hviid, har hvad jeg vil betegne som et virkelig succesfuldt arbejdsliv. 1. januar skrev hun et meget ærligt indlæg, om hvor svært det har været for hende at finde kærligheden. Og det var virkelig så fint og en trøst midt i min arbejdsløshedsskam, at hun var åben om et emne der var så sårbart for hende. Jeg tillader mig at dele et lille uddrag, men læs hellere hele indlægget lige her.

"Især har jeg focus på min komplet mislykkede kærlighed. For det er jo der jeg ikke lykkes, og det er forbundet med skam, at jeg på livets vigtigste platform fejler. Igen og igen.
Jeg gik i 2016 hen til psykologen igen og igen, spurgte som jeg plejer, hvad gør jeg forkert, og fik det værst tænkelige svar: Hvad hvis du ikke gør noget forkert?
Hvordan helvede skal jeg ændre det? Det efterlader mig bare med det værst tænkelige af alt, manglende kontrol. Jeg går der fra i frit fald og forsøger at blive ven med “tålmodighed” som har været fjenden i 44 år. Lort."

Mit forfejlede kærlighedsliv er mit arbejdsliv. Og tænk hvis Michelle Hviid's psykolog ville sige det samme til mig: At det ikke er mig som gør noget forkert. Hvad skal jeg så gøre?

I første omgang går jeg lige ud i søndagssolen.

http://www.stormstudiosdesign.com/

torsdag den 12. januar 2017

Strøtanker fra en stillekupé

Undskyld, men er DSB's Snack Bag en joke? Eller en oprigtig, inkarneret fuckfinger til alle passagerer? "Ja, vi har desværre lige lukket 50% af vores kiosker og billetsalg på stationerne. Tilgengæld er der heller ikke længere en madvogn med ombord. Eller en kaffeautomat. Eller en chokoladeautomat. Men hey, en gang imellem, ik. Så kan du altså købe en mikroskopisk pose chips og et marcipanbrød for 30 kroner. Såmenøh… God tur fra Brønderslev til København! Kh Kundeservice." Suk.

Har lige været på modeljob for et tøjmærke der laver graviditetstøj. Og jeg havde virkelig glædet mig til at arbejde for dem. Og da jeg så resultatet var jeg bare så …gravid. Kæmpestor faktisk. Mine lår har virkelig taget røven på mig (som man siger). Øv.

Trøstespiser træstamme lige nu, og min baby går amok. HELT amok, altså. Kan en ufødt baby godt få for meget sukker? (…don't answer that).

Burde virkelig lave min nye hjemmeside. Virkelig. Men. Jeg. Gider. Ikke. Overskriften på min process indtil videre kalder jeg "Wordpress er fra Mars, Ida er fra Venus".

Jeg har sovet med den samme hovedpude, siden jeg flyttede hjemmefra som 18-årig. Det er 14 år og 5110 nætter siden. 41.000 timer har jeg haft mit hoved på den pude. Måske man skulle ønske sig en ny.

Om en uge har jeg fødselsdag og jeg aner ikke hvad jeg skal ønske mig. Udover en million kroner og en ny hovedpude. Og noget Aesop. Og en telefon der ikke går ud efter 10 minutter. Og en printer. Andre bud?

Jeg orker hverken at se Trumps pressemøde eller Obamas afskedstale. Det er for deprimerende det hele.

Månen är full ikväll.

onsdag den 11. januar 2017

Gift i New York

En stor bid af december tilbragte jeg i New York. Niklas har en masse familie derovre, så han er kommet der hele livet (yes. verden er kold og uretfærdig). Det var "kun" min 4. gang.
1. gang var jeg på udveksling i gymnasiet, og vi havde lige præcis 6 timer i byen. Jeg husker ikke meget, udover at komme hjem med en kuffert fyldt med Lucky Charms, frihedsgudinden-merch, 4 pakker Oreos (man ku ikke få dem i dk dengang, jo!), en Magic 8-Ball og en I ♡ NY t-shirt.
2. gang var jeg lige blevet 20 år og var afsted med min daværende kæreste, og den fik alt hvad den ku trække med SATC-tour, shopping (åh, da Urban Outfitters ekspedienten kiggede på mig, "Sorry, your card has been declined", og vi kun havde 8 dollar til hele weekenden, før banken åbnede igen, og vi spiste Lucky Charms til aftensmad og så Entourage på motelværelset på Bowery Street..). 3. gang, 10 år senere, var jeg afsted med Niklas og boede i Greenpoint lige overfor Hannah's lejlighed i Girls. Jeg var gravid med Kurt, vi var stadigvæk sort of nyforelskede og alt var meget romantisk.

Denne gang var jeg så afsted med Niklas, Kurt og noget storsparkende i maven. Backpackerhotellet på Manhattan som mit 20-årige selv boede på, var skiftet ud med en brownstone i Brooklyn og på den måde følte jeg mig very 31 years old.


Og så skete der jo også det, at jeg blev gift. VI blev gift, mener jeg. For Niklas synes nemlig også at det var en god idé da jeg for et par måneder siden, under endnu en af vores halvhjertede bryllupssamtaler henover ubetalte regninger og lasagneplader, foreslog at vi da bare kunne blive gift mens vi alligevel var i New York. Det var han heldigvis også klar på.

Sådan bliver man gift i New York 

Først og fremmest var det virkelig sjovt, romantisk og ret enkelt at blive gift i New York. Vi havde ingen papirer med hjemmefra (men kun fordi vi havde været for sløve til, 3 uger inden afrejse, at få bestilt en gratis bopælsattest på vores kommunes hjemmeside). Men man har faktisk kun brug for sine pas og et vidne.

Forberedelse
I New York gik vi som noget af det første op på et City Clerk Office i Brooklyn (kom tidligt på dagen, hvis man vil undgå den værste kø). Her fik vi for 35$ et Marriage License, som gav os lov til at blive gift. Brooklyn kontoret var temmelig hæsligt og vi blev anbefalet at blive viet på Manhattan kontoret. Et virkelig godt tip.

Aftenen inden vielsen gik jeg ind på en ret nice og rowdy lokal neglesalon og fik en 8$ manicure med min medbragte Chanel neglelak. Jeg købte også en hårlak og et Hallmark-kort til Niklas med teksten "Congratulations, you did it! Good job!"

På selve bryllupsdagen
Vi sigtede efter at være klar så snart kontoret åbnede kl. 9.00. Det vil sige at nogen (= mig) var virkelig tidligt oppe for at krølle hår, mens andre (=Niklas) et kvarter efter vi skulle være gået, henkastet spørger sin fætter, om han har en blazer tilovers. Han lignede selvfølgelig stadigvæk en million, det dumme svin.



Vi var på vielseskontoret cirka klokken 10.30 og der var ca. 20 brudepar i kø foran os (det så lige så sjovt ud som det lyder). I hjørnet var en kiosk, hvor man lige ku få pimpet sit bryllup. Der købte jeg min vielsesring til 30$ og en brudebuket af hvide nellikker. Helt perfekt (selvom jeg stadigvæk fortryder at jeg ikke også købte et slør til Kurt).
Resten af ventetiden gik med at tage billeder foran et stort cheasy backdrop, betale 25$ for selve vielsen, og bagtale de brude der sad i deres store hvide kjoler og kiggede ned i deres mobiltelefoner (Seriøst... Og det her er et helt andet indlæg, men vi er jo så syge i hovederne med de mobiler! Os alle sammen. Også mig).


Efter to timers ventetid (her ku' man faktisk godt have haft en flaske champagne med), blev det vores tur. Lokalet, var lidt kønsløst, men helt fint og mindede meget om rådhusene herhjemme. Giftefogeden var til gengæld herlig og guidede os igennem ceremonien med hård hånd a la "Now, place your rings on the table, good, now face each other, okay, Niklas, repeat after me...".




1 - 2 - 3 - Vi bestod! Dog fik vi begge lidt stress, da vi efter vi havde sagt "I do" blev bedt om at komme med en kærlighedserklæring til hinanden. Øh, der stod ikke noget om vows på hjemmesiden, men lige pludselig gav den timelange ventetid mening. Og man zoomer ud med sine alt for varme kinder og hører sig selv pligtskyldigt sige "Øh, I will love you!" til sin (pæredanske) kæreste.



Efter rådhuset fejrede vi med lobsterrolls, seafood, fadøl og champagne på Pier A som ligger helt nede ved vandet, har udsigt til Frihedsgudinden og kun er en kort taxitur fra vielseskontoret. Jeg havde nedlagt veto mod underspillede hipstercaféer den dag – Jeg VILLE se noget storslået, turistfælde agtigt. Himlen var blå, det var skidekoldt, så efter maden sejlede vi rundt om Liberty Island. Og så tog vi ellers metroen hjem, hentede to store pizzaer og så Elf og flettede fingre i sofaen. 


Jeg har altid tænkt, at der findes to måder at blive gift på. Enten kører man the whole shebang, med 3-retters, liveband og alle venner i en stor fest. Eller også smutter man lige op på rådhuset og får det ordnet. Men efter at have været til en del fantastiske og forskellige bryllupsfester har jeg opdaget hvor mange måder man kan gøre det på. Og at uanset hvad man vælger, så bliver det jo helt perfekt. Bryllupsfester er geniale og jeg satser stadigvæk på, en dag når vi har råd (og jeg ikke længere er gravid!), at invitere alle vi kender til en kæmpe drøn af en dansefest. Men indtil da vil jeg bare være taknemmelig for at vi fik sagt ja til hinanden på den fineste måde jeg kunne forestille mig. 


♥ 15.12.2016 ♥



onsdag den 4. januar 2017

Om at kende kønnet

Jeg er nu 28 uger henne i min anden graviditet, og selvom jeg nok falder i kategorien ”den afslappede type” hvad angår rødt kød, bløde oste og andre såkaldte no-go’s, så har jeg alligevel gjort mig en hel del tanker om både min graviditet og min fødsel. For eksempel har jeg bestemt at vi ikke skal kende kønnet den her gang. En beslutning som jeg stadigvæk er virkelig glad for. Sidst jeg var gravid, overraskede det mig nemlig hvor meget Kurt blev en ”dreng” så snart vi fik hans køn at vide. Ikke bare for mig og min kæreste, men nok i endnu højere grad for vores omgivelser. Vores kommende baby blev virkelig en ”han” – Og mon ikke han for øvrigt skulle være fodboldspiller, så meget som han sparkede? (Bliver man egentlig også spurgt om det, når man venter sig en pige?)

Helt ærligt blev jeg en lille smule skuffet, da vi dengang fik at vide, at vi skulle have en dreng. Ret hæsligt at indrømme nu. Men jeg havde altså åbenbart håbet på en pige. Måske fordi alle mine venner fik drengebørn. Måske fordi jeg bare gerne ville prøve at have en pige. Selvom skuffelsen ikke tog mange dage at sluge, har det alligevel gjort, at jeg helt indtil for ganske nyligt, har håbet at jeg denne gang skal have en pige. Men hvorfor? Jeg har jo ikke engang fattet at vi skal have ENDNU ET BARN endnu!

Vi har hverken forberedt os, købt baby-ting eller er begyndt at snakke om navne. Det eneste jeg ved er at jeg har et lille sparkende liv i maven som fylder os med sommerfugle, kærlighed og gode tanker om fremtiden. Men jeg har ikke erkendt det som et barn endnu. Med Kurt forstod jeg at jeg havde fået et barn, da han kom op på mit bryst og kiggede mig ind i øjnene. Og hvis jeg i dét øjeblik havde fået at vide at han da for øvrigt var en dreng, var jeg med garanti blevet lykkelig for det. Fordi så var han mit barn som også var en dreng. I modsætning til, da jeg var gravid, og derfor kun havde et køn og en nakkefold, at forholde mig selv.

Lige for tiden går jeg og hygger mig med, at det ville være fantastisk hvis det bliver en dreng. Så ville Kurt få en kun 1,5 år yngre lillebror. Jeg skulle sige ”hvor er drengene?” og de ville være ”brødre”. Og hvis de kunne få bare halvt så godt et forhold som jeg har til min pseudotvillingesøster, ville det være den vildeste gave at give Kurt. Men det er jo fuldstændig lige så fantastisk, hvis det bliver en pige. Jeg havde bare ikke haft tid til at opdage det, hvis jeg havde fået kønnet at vide, før jeg overhovedet havde nået at erkende, at jeg skulle have et barn.

tirsdag den 3. januar 2017

2016 - En status

For et år siden skrev jeg en hær af nytårsforsætter på Instagram (fordi så gælder det jo. Ha!). Lad os lige se hvordan det gik med dem... (Rød = Dumpet Gul = 50/50 Grøn = Bestået)

Være vegetar igen 
Har kun spist kød sådan cirka hver eneste dag siden sidste nytårsaften. Til gengæld en del i genren Mc. Donalds og Shawarma House. Pis.

Ikke købe nyt tøj (og det er inkl tasker, bling og lir - Lån, strik, sy, byt og til NØD et gennerfund er ok)
Det holdt lige præcis til Stine Goya startede sit udsalg i juni måned.

Involvere mig i bæredygtighed igen 
Jeg har været en ØRN til bæredygtighed. På skrue-lågene-af-mælkekartonen-så-de-kan-komme-i-hård-plast-containteren-måden, altså.

Gå mere i byen
Har kun været i byen 2 gange. Til gengæld kan ikke huske hvordan jeg kom hjem, så det har helt sikkert været et flot syn.

Lave madplan!
Mentale madplaner i 2016: 52
Fysiske madplaner i 2016: 0

Drikke flere drinks
Ja! Jeg har egentlig været ret god til at drikke alkohol. Men har været gravid i halvdelen af året der gik, så måske det ikke giver helt så mange pluspoint..

Tage til Strynø så tit som muligt 
Dén var nem.

Gå mere i kirke
Antal gange jeg var i kirke i 2016: 0. Wauw.

Gøre flere vennetjenester
Åh. Jeg er en doven skid. Men har da vist hjulpet nogle stykker med at flytte. Og i forgårs kørte vi et tømmermændsramt vennepar hjem, hallo!

Ikke tænke så meget på hvad andre tænker
Det lykkedes mig at været i svømmehallen uden overhovedet at skænke min krop en tanke. Det er jeg ret stolt af.

Få et fabelagtigt job
Det her punkt gik faktisk utrolig godt. Først fik jeg en midlertidig drømmestilling hos ustwo i Malmö. Og bagefter blev jeg fastansat et andet sted. Jeg blev så fyret igen efter 15 dage, hvilket er så deprimerende, at jeg faktisk ikke orker at skrive om det.

Være mindre naiv
Bestået. Hjulpet godt på vej af ovenstående punkt.

Læse og skrive bare lidt hver dag
Kan prale af nu at være helt up-to-date på Jan Guillos "Det Store Århundrede" romanserie, som virkelig kan anbefales. Manifest af Julia Lahme var også god (det er lidt som en fiktiv storesøster. Da hun skrev 'hvor lagde jeg babyen', var jeg i start 20-erne, lige startet på designskolen og lå marineret i G&T hver weekend, men hun åbnede et vindue på klem ind til næste fase af livet. Samme følelse fik jeg da jeg læste Manifest om at blive 40 og hvordan man får festen tilbage i sit (arbejds)liv efter årene i småbørns-vakuum). MORT(E) gav mig mit livs værste mareridt i Thailand, men kan i den grad anbefales: En syret sci-fi om en kat der forsøger at redde verden i en verdenskrig mod menneskeheden anført af en hær af hyperintelligente myrer. Og til sidst: 7-11 og Nike af Caspar Eric. Hans selvbeskuende popdigte er hurtigt læst og stadigvæk dejlige.

Rent skrivemæssigt fik jeg da jumpstartet min blog igen. Sådan-ish i hvert fald. Det kommer!

Lave pilates
Det kan tælles på en enkelt udstrakt langefinger hvor mange gange jeg fik trænet i 2016.

Holde op med at stalke modeller på Instagram
Unfollowede faktisk Mathilde Gøhler, men er stadigvæk ret opdateret på hendes thigh gap. Det er ikke specielt befordrende for min selvtillid.

Ikke være så nærig
Nærighed et er måske det mindst tiltrækkende personlighedstræk jeg kender, så jeg gør mig virkelig umage for ikke at være det. Og jeg tror ikke jeg skylder nogen noget. Ellers må de altså lige sige til.


Oooog that's it!

7 ud af 16 forsætter i hus. Host. Der går lige et par hundrede år før jeg prøver det igen...
Indtil da: HOP-LA!! Og rigtig glædeligt 2017!

fredag den 9. december 2016

Hormonella De Vil

Er det meget værre med hormonerne anden gang man blir gravid, eller er det fordi man nu har en fjorten måneder gammel baby, til at fucke en op på forhånd?

Det her er mig


... når jeg afleverer Kurt i Vuggeren



... når jeg ser SKAM. Hver gang.



... i prøverummet når intet tøj passer



... indeni når Niklas spørger hvordan jeg har det



... udenpå når Niklas spørger hvordan jeg har det



Puh. Godt der kun er fire måneder tilbage. Og undskyld. Kærlig hilsen Cruella